KANUKOKA: Palles ytringer er under lavmålet

Kommunernes Landsforening, KANUKOKA, har ingen respekt for Palle Christiansens udtalelser om specialundervisningsområdet. Ikke mindst fordi forhandlingerne mellem Selvstyret og kommunerne om overtagelsen af området stadig står på, og evalueringen ikke er lavet endnu.
05. juli 2011 12:30

Formand for KANUKOKA, Martha Abelsen siger:

- Jeg er meget overrasket over Palle Christiansens udtalelser. Jeg mente at have en rigtig god dialog om det, vi er igang med, og syntes der var forståelse for, hvordan udviklingen på dette område ser ud, lyder formandens reaktion på de udmeldinger, som landets minister for skoleområdet, Palle Christiansen, igår kom med til KNR.

Som svar på, at antallet af specialundervisningslever er mere end fordoblet på de seneste 8-9 år, gav Naalakkersuisoq her udtryk for, at kommunerne administrerer specialundervisnings-området skødesløst, fordi de ikke selv skal betale regningen. Men de ytringer er under lavmålet, mener Martha Abelsen:

- Når udtalelser om så stort et område er på det niveau, så synes jeg ikke at man kan have respekt for udtalelserne.

Palle Christiansen sagde igår, at han ønsker at lærerne strammer balderne og ikke henviser elever til specialundervisning så lemfældigt, som tilfældet er nu. Men Martha Abelsen påpeger, at det jo ikke er kommunerne eller lærerne, der direkte afgør, at børnene skal have specialundervisning:

- Når lærerne har vurderet at det barn har brug for et yderligere tilbud i undervisningen, så henvises det jo til en psykolog, som er i Palle Christiansens regi, og som vurderer fagligt, at det barn har brug for specialundervisning. Så igangsættes først det, som han nu siger sker meget lemfældigt, siger KANUKOKAs formand.

Og Palle Christiansens tese om, at færre børn vil blive visteret til specialundervisning og udgifterne dermed vil mindskes, når kommunerne selv overtager området, skyder Martha Abelsen ned:

- Det er en anden ting, jeg blev overrasket over. For Palle og jeg har også diskuteret, at de kommuner, der prøvevis har overtaget området, har vist, at fordi der ikke er midler nok, er kommunerne nødsaget til at bruge flere penge, fordi behovet er større end det, som bevillingerne rummer.

Ligesom Palle Christiansen og IMAK ser KANUKOKA frem til en grundig evaluering af området, så man kan finde ud af, hvorfor der er så mange, der har behov for specialundervisning.

Et af stridspunkterne i de forhandlinger, der i øjeblikketer er igang, er finansieringen af den udvidede PPR-fuktion, som Selvstyret ønsker, der også skal omfatte børn uden for skolealderen.