Kangerlussuaq Tourism går konkurs

Kangerlussuaq Tourism er gået konkurs. Det sker efter flere års økonomiske problemer. Det er endnu uvist om Kangerlussuaq Tourisms datterselskab Grønlands-Eksperten i København bliver omfattet af konkursen.
26. januar 2010 04:20

På trods af offentlig støtte fra Greenland Turism er Kangerlussuaq Tourism nu oppe på en gæld, der beløber sig til 1,5 millioner kroner. Og gælden ventes at stige yderligere, når samtlige kreditorer indkommer med sine krav.

Allerede i 2001 var Kangerlussuaq Tourism på kanten af konkurs, men blev på falderebet reddet af en investor, revisor Jens Lauersen.

Han opkøbte firmaet, som han og hustruen siden har ledet.

Herudover har Kangerlussuaq Tourism også haft det norske rederi Hurtigruten i sin portefølje. Hurtigruten sejler med skibet Fram til grønlandske byer i sommerperioden og bliver nu overtaget af World of Greenland, skriver Travel People, ifølge Sermitsiaq.ag.