Kan næsten ikke vente

Ny ombudsmand vil fokusere på udenrigsområdet. Rigsfællesskabet er som et ægteskab, lyder det fra den netop udnævnte Rigsombudsmand, 54-årige Mikaela Engell, der tidligere i dag blev udpeget til at efterfølge Søren Hald Møller.
01. februar 2011 16:31

Den 1. april får Grønland en ny Rigsombudsmand efter tomrummet i to måneder. Søren Hald Møller forlod posten i februar for en stilling som administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq.

Og Mikaela Engell kalder Grønlands forhold til Danmark for ægteskabslignende

- Jeg mener, at rigsfællesskabet er et gode for både Grønland og Danmark. Og det er noget som vi kan være stolte af i rigsfællesskabet som et pragmatisk fællesskab. Men det er også noget, der skal arbejdes for og arbejdes med, hvis vi vil det noget. Det er ligesom i ægteskaber og alle mulige andre forhold. Der skal bokses og der skal råbes og der skal opnås enighed og fællesskab.

Grønlands kommende ombudsmand kommer fra en post som chefkonsulent i det danske Udenrigsministeriums kontor for Nordeuropa med Grønland og Arktis som ansvarsområde. Desuden har hun været direktør for Udenrigskontoret herhjemme i årene 2003 til 2005. Derfor vil hendes fokus også ligge på udenrigsområdet, siger hun til KNR.

Hvordan det vil komme til udtryk helt konkret, er dog for tidligt at sige.

Men hvad gør hende særligt kvalificeret til netop dette job?

- Fra det øjeblik, jeg blev spyttet ud af Københavns Universitet, har jeg haft fokus på Grønland og jeg har jo også en fortid som Udenrigsdirektør i det daværende hjemmestyre. Og jeg har også en fortid som menig borger i Nuuk, så jeg har også et forhold til det at leve i Grønland. Jeg har boet i Grønland i 23 år tilsammen, siger hun.

Også på det personlige plan, har Mikaela Engell helt specielle bånd til Grønland.

- Jeg elsker menneskene. Jeg elsker naturen og det liv, som leves i Grønland. Så jeg glæder mig virkelig meget til at komme til Grønland, fortæller en begejstret ny Rigsombudsmand over telefon, hvor hun skal passe sit arbejde i Udenrigsministeriet indtil hun 1. april overtager posten som rigets øverste repræsentant i Grønland.