Kan du pege på den bedste arbejdsplads?

Arbejdsmiljørådet er nu gået i gang med at lede efter dette års bedste arbejdsplads. Prisen gik sidste år til det rådgivende ingeniørfirma Inuplan, fordi virksomheden opfyldte prisens seks temaer.
Skrevet af Jette Andersen
08. januar 2013 06:43

De handler blandt andet om krav i arbejdet i form af tid, følelser og sociale forhold. Indflydelse på arbejdet, i form af indretning, udførelse og ansættelsen af kolleger. Meningen med arbejdet, altså om der er et formål med funktionen. Social støtte fra kolleger og ledere. Forudsigeligheden i arbejdet - altså i hvor høj graden af usikkerhed og uvished omkring arbejdsopgaverne er. Og så til sidst: belønningen i arbejdet, i form af løn, karriereudvikling, anerkendelse og påskønnelse.

Det er Arbejdsmiljørådets formål med prisen, at belønne de gode arbejdspladser. Som rådet skriver i en pressemeddelelse, så er de vidende om mange arbejdspladser, både private og offentlige, der i disse år gennemgår omstruktueringer og effektiviseringer. Og det kan resultere i stress og sygemeldinger fra medarbejderne.

- Sådan kan arbejdspladser komme ind i en ond spiral, der tærer på kræfterne hos alle, skriver Arbejdsmiljørådet blandt andet i en pressemeddelelse.

Sidste frist for at sende forslag ind til Årets arbejdsmiljøpris 2013, er den 30. september.