Kamp til stregen: Nord- og Sydgrønland møder hinanden i futsal

Det er vigtigt at skabe et miljø med kamp om pladserne, hvor man skal passe sin træning for at være med i toppen, siger landstrænerteamet.
Landsholdssamlingen skal give landstrænerteamet en idé om, hvem der skal udtages til den kommende turnering i december. Foto © : KAK
Skrevet af Malik Brøns
26. februar 2020 15:01

Det grønlandske fodboldforbund, KAK, samler herrelandsholdet i futsal i Nuuk fra 30. marts til 5. april.

- Her skal der trænes frem mod det store slag mellem Nord- og Sydgrønland, som spilles over to kampe lørdag og søndag. Styrkeforholdet skal vise, hvem der har de bedste spillere, skriver KAK i en pressemeddelelse.

- Det er samtidig en bruttosamling, som giver nye talenter chancen for at vise deres værd i kampen om pladserne på A-holdet, skriver KAK.

LÆS OGSÅ Ny assisterende landstræner for herrelandsholdet i futsal

Landsholdssamlingen skal give landstrænerteamet en idé om, hvem der skal udtages til den kommende turnering, Nordic Cup, i december. 

- Det er vigtigt at skabe et miljø med kamp om pladserne, hvor man skal passe sin træning for at være med. Der skal arbejdes taktisk, teknisk og testes, siger landstrænerteam René Olsen og Kaassannguaq Zeeb.