Kamik døjer også med tomme hylder

Ikke kun Brugsen og Pisiffik døjer med tomme hylder, efter at Royal Arctic Line har ændret fartplanen. Også butikskæden Kamik mærker, at udvalget af dagligvarer ikke kan følge med efterspørgslen fra kunderne.
Skrevet af Jaaku Lyberth
01. marts 2010 09:46

Lige så snart hylderne i de andre forretninger tømmes, starter der en kædereaktion, så også hylderne i butikskæden Kamik tømmes for dagligvarer. Og det har øget butikskædens omsætning, fortæller Kamiks direktør Erik Brogård.

- Efter at Royal Arctic Line har ændret fartplanen, ankommer skibene med varer om fredagen og kan først sættes på hylderne den efterfølgende uge. Og denne ændring kan også mærkes i Kamik, fortæller direktøren.

Selv om transporttiden fra Aalborg til Nuuk er den samme, ankommer skibene nu med varer hver 10. dag - tidligere skete det hver 7. dag. Cirka hver anden gang ankommer skibene på en fredag.

Når Royal Arctic Lines nye fartplan træder i kraft den 19. marts, regner man med, at der vil være regelmæssige dagligvarer på hylderne igen, oplyser Erik Brogård.