Kalaallit Airports Holding A/S opretter to datterselskaber
![](/sites/default/files/styles/image_934x467/public/qaqortoq_lufthavn_youtube_kalaallit_airports.png?itok=mfxCuyfX)
Kalaallit Airports A/S, hvis formål er at anlægge, eje og drive lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq, har fredag i sidste uge holdt en ekstraordinær generalforsamling alene med det formål at oprette to nye datterselskaber.
Torsdag i sidste uge blev det godkendt, at Kalaallit Airports A/S kunne holde denne ekstraordinære generalforsamling.
- Det betyder, at vi har oprettet to datterselskaber. Et datterselskab, der hedder Kalaallit Airports Domestic A/S, hvor det er meningen, at al aktivitet vedrørende Qaqortoq skal være, og Kalaallit Airports International A/S, hvor Nuuk og Ilulissat-aktiviteterne skal være, siger Peter A. Wistoft, der er konstitueret administrerende direktør i Kalaallit Airports Holding A/S, som nu også bliver hovedkontoret for de to nye datterselskaber.
LÆS OGSÅ Kalaallit Airports håber på forståelse for byggegener
Årsagen til opdelingen af selskabet er ifølge Peter A. Wistoft, at den danske stat skal være medejer af de to internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat, mens den kommende regionale lufthavn i Qaqortoq skal ejes af Selvstyret.
De to nye selskaber skal dermed hver for sig stå for anlæggelsen af to internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat og anlæggelsen af den regionale lufthavn i Qaqortoq.
På den ekstraordinære generalforsamling blev Kalaallit Airports A/S navn samtidig ændret til Kalaallit Airports Holding A/S.
Selvstyret er medejere med to tredjedele mod statens ene tredjedel.