Kabinepersonale står fast på krav

Parterne i den truende Air Greenland konflikt mødes igen i forligsinstitutionen.
05. juli 2009 16:42

Air Greenlands kabinepersonale har i dag holdt møder i København, Nuuk, Ilulissat og Narsarsuaq efter at forligsmanden i går valgte at udsætte en konflikt mod det grønlandske flyselskab i to uger.

Efter møderne konkluderer ledelsen af Air Greenland Cabin Union, at medlemmerne står fast på deres krav, som både omfatter krav om spisepauser, om forholdet mellem bemanding og service og om en bedre pensionsordning. Kabinepersonalets fagforening indgik ellers en aftale med Air Greenland 13. juni, men den blev med et overvældende flertal stemt ned af medlemmerne ved urafstemningen.

Parterne er indkaldt til et nyt møde i forligsinstitutionen 17. juli, og inden da skal de mødes i et nyt forsøg på at forhandle sig til en ny overenskomst.