Kørt over af bus

- Nogen må have holdt hånden over hende, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi, Frank Liltorp, om en 54-årig grønlandsk kvinde, der i går aftes fik kørt begge sine ben over af en bus ved J. F. Kennedys Plads i Aalborg.
Skrevet af Karsten Sommer
19. februar 2012 12:49

Ulykken skete omkring ved halv-8-tiden.

- Det var vådt føre, og lyset på bussen blev opslugt af den våde kørebane, og så lå hun pludseligt midt på vejen, fortæller Frank Liltorp.

Buschaufføren kunne ikke undvige og kørte over benene på kvinden, både med for- og baghjul, men heldigvis skete det i et sving, så bussen kørte med lav hastighed.

På mirakuløs vis hverken brækkede benene, eller gav den 54-årige grønlandske kvinde alvorlige kvæstelser, kun kraftige knubs.

Hun viste sig at være stærkt spirituspåvirket og blev alkotestet til en promille over 3,5.

- Den høje spirituspromille kan have reddet hende fra alvorligere kvæstelser. Det er jo sådan, at musklerne slapper meget mere af jo højere en spirituspromille man har, så det kan have hjulpet hende, siger Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi ifølge NordJyske.dk.