Køreplan for lufthavnen i Qaqortoq klar

Næppe var der kommet et § 37 spørgsmål fra Siumuts formand Aleqa Hammond omkring lufthavnen i Qaqortoq, før der kom en pressemeddelelse fra naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen om det selv samme emne. Om alt går vel vil lufthavnen være en realitet i 2018.
Skrevet af Peter Troelsen
28. januar 2013 08:58

Transportkommissionen konkluderede i sin rapport, at det vil være en samfundsøkonomisk gevinst at anlægge en lufthavn i Qaqortoq, men inden den endelige beslutning tages i Inatsisartut, ønsker naalakkersuisut at give medlemmerne af Inatsisartut så godt et beslutningsgrundlag som muligt.

-Udviklingen i Sydgrønland ligger mig meget på sinde, og her spiller den samlede infrastruktur en stor rolle. Jeg er på den baggrund glad for, at køreplanen nu er blevet godkendt, så analysearbejdet kan afsluttes. Borgerne i Sydgrønland fortjener ikke at leve i uvished om deres fremtidige transportforhold, siger Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og Trafik, Jens B Frederiksen, der forventer at kunne fremlægge et gennemarbejdet forslag om en lufthavn i Qaqortoq for Inatsisartut senest i 2014.

Inden da skal der foretages en tilbundsgående undersøgelse af forholdene i området for at sikre, at den fremtidige struktur bliver så effektiv som muligt. Der skal laves en businesscase for byggeriet, for på den måde at se, om byggeriet hænger sammen driftsmæssigt.

Analysearbejdet skal foregå i samarbejde med Kommune Kujalleq. Såfremt et flertal i Inatsisartut på baggrund af analysearbejdet beslutter, at der skal etableres en lufthavn i Qaqortoq, vil projektering og anlæg kunne påbegyndes i 2015. En lufthavn vil herefter være klar til drift senest i 2018.

En samlet køreplan hen imod en beslutning om at anlægge en lufthavn i Qaqortoq blev vedtaget på et møde i Naalakkersuisut den 17. januar.