Kærestepar plyndrede sig op gennem Jylland

I går blev der i retten i Aalborg taget hul på en omfangsrig retssag, der involverer en 30-årig libanesisk mand og hans 26-årige grønlandske kæreste. Parret havde i bedste Bonnie og Clyde-stil røvet og plyndret sig gennem Fyn og Jylland og begået alvorlig og voldsom kriminalitet på stribe.
Skrevet af Karsten Sommer
16. marts 2010 05:13

Anklageskriftet mod parret, der til daglig har bopæl i Gellerupparken i Århus, omfatter 27 alvorlige forhold.

Røveribølgen begyndte med et tyveri 9. januar 2009 i en villa i Åbyhøj og sluttede nogle måneder senere, da politiet den 25. marts forsætligt kørte ind i deres flugtbil i den sydlige del af Aalborg.

Parret nægter sig skyldige i stort set alle anklagepunkter.

Der skal afhøres omkring 60 vidner i den omfattende sag, og der forventes at falde dom i slutningen af april. Det fortæller Nordjyske.dk.