Kæmpe isbjerg koster 150.000 pingviner livet

En stor koloni af pingviner i Cape Denison på Antarktis er ramt af en katastrofe, der kan blive hele koloniens død.
Foto © : NOAA Photo Library/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
15. februar 2016 07:10

For få år siden var der omkring 160.000 pingviner i Cape Denison i Commonwealth Bay. Nu har australske forskere undersøgt pingvinbestanden i bugten, og der er alarmerende oplysninger.

Avisen The Guardian skriver, at der nu kun er omkring 10.000 pingviner tilbage, og forskerne siger, at kolonien af pingviner måske vil være helt væk om 20 år.

Katastrofen ramte pingvinkolonien i 2010. Da blev deres kolde idyl forandret, da et kæmpe isbjerg duvede ind i bugten, hvor pingvinerne opholder sig, og lukkede for adgangen til det åbne hav og mad.

Isbjerget er 2900 kvadratkilometer - det svarer til cirka en tredjedel af Diskoøen (8.578 km2) - eller en smule mindre end Fyn.

/ritzau/