Kælderbrand i Blok 23 i Nuuk: Beboere er evakueret

Onsdag eftermiddag er der ikke meldinger om, at nogen er kommet til skade, efter at der er udbrudt brand i kælderen i Blok 23. Blokkens beboere er evakueret.
Branden er opstået onsdag eftermiddag i kælderen af blok 23. Foto © : KNR / Malik Brøns
07. oktober 2020 17:16

I artiklen har der tidligere stået, at beboere fra blok 18 og 23 er evakueret. Det er rettet til blok 17 og 23.

Beboerne i Blok 17 og Blok 23 i Nuuk er blevet evakueret, da der er udbrudt brand onsdag eftermiddag.

Det fortæller Julie Senderovitz-Bendtsen, der er vagtchef i Grønlands Politi. 

Hun oplyser, at der ikke er meldinger om tilskadekomne.

Branden er opstået i kælderen til Blok 23, og billeder fra stedet viser mørkegråt røg, der stiger op fra bygningen. 

De to blokke er forbundet via rør under jorden, og derfor har politiet valgt at evakuere beboerne i dem begge. Det kan nemlig ikke udelukkes, at der er røg i Blok 17 også.

Politi og brandvæsen er onsdag eftermiddag talstærkt til stede, og kort før klokken 16 er en håndfuld busser på vej, så beboerne kan sidde i dem og holde sig varme.

Vagtchefen er sparsom med oplysninger, men hun har en appel til dem, der befinder sig i området:

 

Foto © : KNR / Malik Brøns

 

- Vi anbefaler, at nysgerrige folk holder sig på afstand og holder sig ude af vindretningen, siger Julie Senderovitz-Bendtsen.

Politi og brandvæsen arbejder fortsat på stedet.

 

Foto © : KNR / Malik Brøns


Foto © : KNR / Malik Brøns