Jurist: Grønlandske detentioner uegnede for hunde

16. august 2006 13:34

-De grønlandske detentioner egner sig ikke engang til hunde. Sådan siger jurist Torben Koch fra Politiforbundet, der nu vil klage over forholdene til folketingets ombudsmand og Retsudvalget:

-Jeg kan blive ked af det, når jeg ser, at man har sådan nogle forhold som det er tilfældet i detentionen i Tasiilaq.

Torben Koch har netop været i Tasiilaq for at forsvare den lokale stationsleder i en sag om forsømmelse af tilsynspligten i detentionen. Stationslederen blev frikendt, men forholdene i detentionen har rystet Torben Koch i en sådan grad, at han nu vil gå højere op i systemet med sagen.

Torben Koch er ikke nogen novice i grønlandsk detentions-sammenhæng. Tidligere har han forsvaret stationslederen i Qaqortoq Bendt Ole Kleist i en lignende sag. Også han blev frikendt.

Det er altså indtrykket fra forhold fra flere detentioner, der nu får Torben Koch til at gå videre i det danske klagesystem.

Politimester Steen Thomsen havde i dag ingen kommentarer til Torben Kochs kritik.