Julie på forsiden af bryllupsmagasin

En gravid Julie Berthelsen viser både mave og flotte brudekjoler frem i det nye nummer af det danske livsstilsmagasin BRUDEN.
Skrevet af Karsten Sommer
12. december 2011 15:43

Mange gravide kvinder udsætter ellers deres bryllup, hvis de er gravide, fordi den store mave ikke helt passer ind i det romantiske billede om den smukke brud i den perfekte kjole.

Men i det ny nummer af BRUDEN har Grønlands højgravide Julie Berthelsen indvilliget i at stille op som model og vise de mange forskellige kreationer frem.

Hun skal dog ikke selv giftes lige med det samme, men der var en anden god grund til at Julie sagde ja til at stille op i magasinet, og vise sin flotte mave frem.

Billederne, der kom ud af det, brugte hun nemlig til et velgørenhedsprojekt, hvor de medvirkende kjoleproducenter sammen med magasinet alle spyttede i kassen, så der kunne leveres i alt 52.800 kroner til børneorganisationen NANU-børn.

- Den lå lige til højrebenet. Jeg brænder for NANU-børn, der er en ny organisation, der har alt mulig brug for hjælp her i opstartsfasen, siger Julie Berthelsen, som dog også nød kjoledesignernes arbejde med at finde de helt rigtige kjoler til hende:

- Det var nogle fantastiske dage, da billederne blev lavet. Jeg følte mig som en prinsesse trods maven, fortæller Julie Berthelsen, der forventes at føde hendes og kæresten, håndboldspilleren Minik Dahl Høeghs barn engang i februar.