Juliane Henningsen tavs trods særbehandling

Radioavisen har i flere dage prøvet at få en kommentar fra Nunafondens tidligere bestyrelsesformand Juliane Henningsen, men på trods af at hun har fået særbehandling, løb hun alligevel fra et løfte om et interview.
06. december 2013 14:15

På Radioavisen er det kutyme, at man ikke sender spørgsmålene på forhånd til de personer, der skal medvirke i et interview, men da Juliane Henningsen stillede det som et krav for at medvirke, gjorde vi i dette enkelte tilfælde en undtagelse.

Spørgsmålene vi gerne ville have den tidligere formand for Nunafondens svar på var følgende:

-I dit sidste år (2012-2013) som formand for bestyrelsen af Nunafonden var driftsudgifterne på 2,7 millioner kroner, mens der blev delt 3,2 millioner ud. Hvad tænker du om den fordelingsnøgle?

-I 2010/11 valgte man at administrator skulle have 80.000 kroner årligt i tilskud til bil. Herudover betaler man med tilbagevirkende kraft knap 147.000 til bil de to foregående år. Hvorfor er det en nødvendig udgift?

-I flere år kostede bestyrelsen omkring 150.000 kroner i lønninger i 08/09 var den oppe på 267.000, men i de følgende år blev den sat ned til 150.000 på grund af finanskrisen. Hvorfor valgte i at hæve den samlede betalingen til 300.000?

-I 2010/11 hævede i beløbet til bestyrelsen til 300.000. Samtid betalte i 134.000 ekstra med henvisning til året før. Hvorfor var det nødvendigt?

Med løftet om et interview den følgende dag over middag afsluttede Radioavisens medarbejdere samtalen med Juliane Henningsen.

Næste dag, et par timer før interviewet skulle finde sted, tikkede der en mail ind fra Juliane Henningsen, der alligevel ikke havde lyst til at kommentere sin egen og bestyrelsen ødselhed med midlerne i fonden. I stedet skrev hun følgende til Radioavisen:

Jeg har besluttet mig for ikke at stille op til interview, og har disse kommentarer om tallene:

"Normalt har NunaFonden en årlig udbytte på nogle gange over 10 mio. kr. om året. Det er selvsagt klart, at en indtægt på ca. 2,7 mio. kr. over 3 år under finanskrisen har negative konsekvenser på fondens bevillinger.

Hvad angår lønforhold kan jeg sige at administratoren lønnes svarende til en kontorleder i det offentlige, og derudover har en pensionsopsparing – ligesom andre. Desuden bruger han sin egen bil, men får en godtgørelse for det.

Udover det må det bemærkes at fondens lejeudgifter er steget markant efter man gik ind i det private lejemarked i Nuuk.

Bestyrelsesmedlemmerne bor på hvad der svarer til hotellejligheder og lignende under rejse. Vederlaget er enstemmigt blevet vedtaget af den tidligere bestyrelse, der svarer til det arbejdspres der er knyttet til posterne.

NunaFonden offentliggør alle sine bevillinger på sin hjemmeside, sine regnskaber og anden information. Jeg har udover det fuld tiltro til at bestyrelsen driver fonden efter dens formålsparagraffer og at de følger gældende lovgivning."