Juliane H. skal være Arktis stemme om klimaet

Folketingsmedlemmet er udpeget som klimarapportør for de arktiske parlamentarikere.
28. maj 2009 06:17

Folketingsmedlem Juliane Henningsen fra IA er blevet udnævnt til klimarapportør for de artktiske parlamentarikere. Det fortalte hun til radioavisen under gårsdagens møde i Ilulissat.

- Det er en ære at skulle repræsentere de arktiske lande omkring klimaudfordringen, siger Juliane Henningsen.

Som rapportør skal hun arbejde for, at der op til og under det store klimatopmøde i Købnehavn til december også er en arktisk stemme.

- Hovedbudskabet for os omkring klima og arktis er, at der også lever mennesker i Arktis. Snakken skal altså ikke kun handle om olie, mineraler og is, fastslår hun.

De arktiske parlamentarikere mødes tre-fire gange årligt og samler repræsentanter fra Danmark/Grønland, Norge, Sverige, Finland, Island, Rusland, Canada og USA.