Juletræet i fare i Qeqertarsuatsiaat

I mange år har Qeqertarsuatsiaat fået årets juletræ foræret fra Frederiksberg kommune. Det er langt fra sikkert, at det også i fremtiden vil være tilfældet. I hvert fald er der planer i kommunen om at spare pengene i fremtiden.
Skrevet af Peter Troelsen
16. september 2013 10:24

I papirerne fra Frederiksberg Kommune angående byens uddeling af juletræer står følgende:

Magistraten anmodede - som tidligere nævnt - forvaltningen om ’at overveje fremtiden for donationen af juletræ til 2 venskabsbyer’. Udgiften til Frederiksberg Kommunes årlige donation af 1 juletræ til hhv. Fiskenæsset og Havnefjord, beløber sig til ca. 40.000 kr. Havnefjord udtrykker stor taknemlighed for juletræet fra Frederiksberg, som tændes ved en større folkelig begivenhed, med taler, tak til Frederiksberg og underholdning på Thorsplan i byens centrum. Som tak for juletræet til Island modtager Frederiksberg 2 sider vakuumpakket laks, som Kommunalbestyrelsen får til forret på en af mødedagene.

Forvaltningen har ikke kendskab til hvordan juletræstændingen forløber i Fiskenæsset. Relationerne til Fiskenæsset er yderst beskedne og det foreslås at undlade at sende juletræ fremover, men fortsat det årlige juletræ til Havnefjord.

I aften er der møde i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der så skal afgøre om Qeqertarsuatsiaat skal undvære det årlige juletræ. Måske lidt fisk til byrødderne, som man i mange år har betjent sig af hos Havnefjord, kan betyde, at man også i fremtiden han nyde årets juletræ i Qeqertarsuatsiaat.