Julen kan blive ramt af præstemangel

Der er kun en præst til 16.900 indbyggere i Nuuk. Orlov og sygedom på kysten har ført til alvorlig præstemangel i Nuuk.
Skrevet af Noah Mølgaard
13. december 2012 13:25

Der er 3 gudstjenester den 24. december og yderligere tre gudstjenester juledag. Det er blot et udpluk af de mange opgaver Nuuks eneste præst Marianne Platou Olsen står overfor i juledagene. Hun får dog også hjælp af biskoppen i juledagene.

Nuuk, der tidligere havde flere præster, står nu i en kritisk situation. Det får nu menighedsrepræsentationen til at råbe vagt i gevær.

- Det kan ikke passe, at Nuuk med 16.900 indbyggere kun skal have en præst til juledagene, siger formanden for menighedsrepræsentationen i Nuuk Niels Olsen til KNR.gl.

Den ene præst har barselsorlov, mens den danske præst har fået bevilget orlov fra 1. december. Der var ellers to præster tilbage i Nuuk. Men domprovst Isak Davidsen måtte påtage præstegerningen i Sisimiut på grund af længere varende sygdom.

Dermed står præst Marianne Platou Olsen og oplæser Kaj Peter Heinrichn alene med de mange opgaver. Men biskop Sofie Petersen holder også gudstjeneste juleaften og juledag.

Men der bliver også afholdt gudstjenester på sygehuset og alderdomshjemmene, som præsten og oplæseren skal tage sig af.

- Der er dialog omkring hvordan vi takler juledagene, siger Marianne Platou Olsen.

Biskop Sofie Petersen ønsker ikke at udtale sig til pressen om situationen.

Formanden for menighedsrepræsentationen Niels Olsen har nu skrevet til naalakkersoq for kirke Mimi Karlsen, hvor han kræver at der bliver sikret resurser til gudstjenesterne i Nuuk.