Julekurve som opmuntringspris

To personer har i år modtaget en julekurv som opmuntringspris fra GrønlandsBankens filial i Qaqortoq.
29. december 2010 08:26

Hvert år uddeler GrønlandsBankens filial en opmuntringspris for personer som yder en indsats for Qaqortoq og dens indbyggere.

Årets opmuntringspris tilfaldt til henholdsvis Tove Blidorff og Marie Olivia Hansen. Det skriver lokalavisen Kujataamiu.

Tove Blidorff er kendt for at bruge sit overskud af kræfter til frivilligt arbejde i Qaqortoq. Hun har således i flere år arbejdet for, at børn, der ikke har mulighed for en rejse, kan få en uforglemmelig sommer.

- Vi er meget glade for, at du bor i vores dejlige by og at du har valgt at bruge dit overskud af kræfter til frivilligt arbejde. Vi ved du brænder for børns vilkår og ve og vel, sagde personalet i GrønlandsBanken i forbindelse uddeling af opmuntringsprisen.

Tove Blidorff har været med i foreningen Asiliat en del år og har i denne forening sørget for, at børn, der af en eller anden grund ikke kunne rejse på sommerferie, alligevel fik en uforglemmelig sommer.

Den anden modtager af opmuntringsprisen er Marie Olivia Hansen. Hun er enlig mor til tre piger.

Marie Olivia Hansen har opfordret sine aldrende forældre til at købe en lille båd, så hun kan komme ud og sejle med dem til nær og fjern. Hun tager også sine tre piger med ud og fiske og plukke bær, så de har forsyninger til vinteren.

- Hun er en stærk kvinde, har stor respekt for andre og lever med de værdier, som hun har sat sig for, sagde personalet i GrønlandsBankens filial i Qaqortoq til Marie Olivia Hansen under uddelingen af opmuntringsprisen.