Julekalender-tid

Starten på julemåneden betyder masser af jule-TV.
01. december 2009 05:27

Hver dag frem til den 24. december mellem 17 og 18.30 viser KNR-TV tre juleprogrammer for børn og barnlige sjæle. Klokken 17 Julefandango med Peter Pedal, klokken 17:30 Ammartagaq - Jul i Gammelby, den grønlandsksprogede julekalender og klokken 18 DR's nyproducerede juleeventyr Pagten.

Og så kan alle med internetadgang se med på en nyskabelse - nemlig en daglig julekalender på nettet. Og mon ikke en del her i Grønland har lyst til at følge den på dr.dk. Den julekalender handler nemlig om Grønland!

I julekalenderen, Perlevenner i Grønland, er de to arabiske ghettodrenge Biilo og T taget på ekspedition til Grønland, hvor de både skal skyde en sæl og fodre en flok sultne slædehunde.

Ifølge DR er Perlevenner i Grønland et mærkværdigt møde mellem teenagekultur og voksenkultur, arabisk kultur og traditionel grønlandsk fangerkultur. Det er Tupac der møder Tupilak - det er vandpibe og kamikker.