Julehilsner SKAL ud til verden børn

22. november 2006 15:29

På posthuset i Nuuk hober brevene til julemanden sig op. Og hos julemandens nære ven, Anders Læsøe, giver de mange ønskesedler ekstra sved på panden i år.

Der er nemlig ikke længere penge til at svare de forventningsfulde børn, sådan som julemandens hjælpere ellers plejer at gøre.

Hjemmestyret lukkede for tilskuddet til aktieselskabet bag julemandens aktiviteter tilbage i 2002. Siden har frivillige mennesker brugt tid og blæk på at give børnene et svar fra julemanden.

Samtidig har de forsøgt at skaffe penge til skriveriet, men i år gik den ikke længere, forklarer Anders Læsøe.

Han arbejder dog i disse dage på højtryk for at finde en løsning, så børnene også i år får en hilsen fra julemanden.

Det er postkontoret i Nuuk, der modtager sækkene med de mange breve fra hele verden og sender dem videre til Anders Læsøe.

Langt størsteparten af posten til julemanden kommer fra børn i Danmark.

Postkontoret i Nuuk anslår at der hvert år kommer omkring 50.000 breve alene til Julemanden. Ud over ønskesedler, så er det også populært at aflevere sutter til den gavmilde mand med det store hvide skæg.