Josef Motzfeldt vil forlænge samlingerne

Inatsisartuts samlinger skal forlænges til det mere end det dobbelte. Sådan lyder ønsket fra Inatsisartuts formand Josef Motzfeldt. Der mangler nemlig tid til fordybelse, sådan som samlingerne er strikket sammen nu. Inden valgperioden er slut, må der findes en løsning.
14. april 2011 15:24

- Jeg har luftet tanken om to lange samlinger fra januar til maj og fra 1. september til slutningen af november, lyder det fra Inatsisartuts formand Josef Motzfeldt. Politikerne har nemlig brug for mere tid til forberedelse og fordybelse under samlingerne, mener han.

Som det er nu, mødes Inatsisartuts medlemmer i salen tre dage om ugen i første halvdel af samlingen og to dage om ugen i den sidste halvdel. Selvom rammerne er bedre end før i tiden, er der alligevel ikke nok luft mellem behandlingerne, mener Josef Motzfeldt.

Løsingen kunne være at ændre formen til enten to lange eller fire korte samlinger. Selv hælder Motzfeldt mest til to lange. Det vil nemlig give mulighed for en helt anderledes struktur på den politiske arbejdsproces:

- Jeg kunne godt tænke mig, at der var én samling, som varer fire måneder, hvor debatterne i samlingen måske kun varer to måneder. Resten skal så være til fordybelse af sine emner eller lovgivning, rapporter, redegørelser eller de 500 siders kommissionsbetænkninger, man skal sætte sig ind i.

Men stopklodsen er de af medlemmerne, der bor uden for Nuuk.   

- Så er spørgsmålet det med at rejse hjem eller bringe familien til Nuuk. Det er der, ønsket om længere samlinger strander. Det er de store afstande og det lange fravær fra sin familie, siger Josef Motzfeldt.

Ikke desto mindre må der findes en løsning snart, fastslår formanden:

- Det vil koste flere penge, men vi er nødt til at finde en rimelig form for samlingerne. Vi skal finde en løsning før valgperioden er omme.