Josef Motzfeldt: Drømmen blev til virkelighed

'Jo. Drømmen blev til virkelighed'. Sådan konkluderede en meget lykkelig, men også fremadskuende Josef Motzfeldt i aftes under Galla-Middagen i Katuaq.
21. juni 2009 21:34

Landstingets formand havde haft en hæsblæsende dag, hvor højdepunktet utvivsomt var det både historiske og højtidigelige øjeblik, hendes majestæt dronningen overdrog Josef Motzfeldt Selvstyrelovens dokumenter.

- Det bliver svært at sammenligne denne dag med andre af de store dage, jeg har oplevet i min levetid. Det er først og fremmest en dag, hvor vi allesammen fik lov til at opleve ligeværdighed. Vi er blevet partnere med Danmark og alle de andre lande og nationer, vi plejer at forhandle med. Kort sagt. Vi er allerede et godt skridt på vej til en yderligere udvidelse af Selvstyret.

Men som allerede sagt: Drømme kan blive til virkelighed, men Selvstyre er ikke en gave uden pris. Der vil fra nu af blive krævet en yderligere indsats fra os alle - altså hele befolkningen.

Selvstyret udvikler sig ikke bare af sig selv. Det kommer til at kræve arbejde, en ekstra indsats og ansvar, siger Landstingets formand, Josef Motzfeldt og refererer til, det netop var, hvad han sagde i sin takketale til dronningen.