Josef Motzfeldt deltager ikke i Formandsskabsmøder, før hashsag er afgjort

Her til formiddag holdt Landstingets udvalg for forretningsorden møde i sagen om den klump hash, som forleden blev fundet i Landstingsformand Josef Motzfeldts bolig, da han var igang med at fraflytte huset. IA´s Olga P. Berthelsen er 1. næstformand både i udvalget og i Landstingets formandsskab, hun fortæller hvad der skete:
Skrevet af Karsten Sommer
10. juli 2009 11:30

- Resultatet af mødet er, at Josef Motzfeldt har besluttet, indtil videre ikke at deltage udvalget eller formandsskabets møder, indtil politimesteren har besluttet hvordan sagen skal køre videre, siger Olga P. Berthelsen.

- Så længe sagen ikke er afklaret, vil Akitsinnguaq Olsen deltage som suppleant for Josef Motzfeldt, og jeg vil som næstformand lede møderne.

Det betyder ikke at Josef Motzfeldt har trukket sig som landstingsformand. Det vil der blive taget stilling til, når det står klart hvad politiet agter at foretage sig, understreger Olga P. Berthelsen.

Josef Motzfeldt vælger at trække sig fra udvalgene, fordi han ikke mener det er passende han er dér, så længe sagen kører.

Olga P. Berthelsen ønsker ikke at udtale sig om hvad udvalgets andre medlemmer mente om sagen, eller om der var enighed omkring Josef Motzfeldts beslutning.

- Offentligheden vil høre mere, når vi har en udtalelse fra politimesteren, slutter Olga P. Berthelsen.