Jordskælv i Sisimiut

Opdateret klokken 14.15
Natten til i dag har der været et jordskælv i Sisimiut. Det er der flere borgere, der skriver på Facebook fredag morgen.
Hvor voldsomt skælvet har været vides ikke, men politiet fortæller, at vagtcentralen ikke har modtaget nogle anmeldelser om skader.
Jordskælvet ramte den sidste nat, inden det årlige Arctic Circle Race bliver skudt i gang.
Her skal 229 deltagere tilbagelægge op til 160 kilometer i Sisimiuts bagland.
KNR forsøger at få fat på arrangørerne bag Arctic Circle Race for at høre, om det har nogen betydning for løbet i weekenden.
En helt almindelig oplevelse
Jordskælv er en naturlig hændelse i Grønland. GEUS registrerer hvert år adskillige jordskælv, især i Østgrønland. De fleste er dog så svage, at de ikke kan mærkes.
Ifølge GEUS' målinger blev jordskælvet i Sisimiut registreret til en styrke på 1,6 på Richterskalaen.
Selvom jordskælvet, der ramte Sisimiut, var lille, føltes det kraftigt. Ifølge Tina Larsen, seniorforsker ved GEUS’ Afdeling for Geofysik og Sedimentære Bassiner, skyldes dette Grønlands geologi.
– Grønland har en smuk, men hård geologi. Det betyder, at rystelserne ikke bliver dæmpet, men i stedet spreder sig, forklarer hun.
Hun understreger dog, at der ikke er grund til bekymring.
– Folk behøver ikke være nervøse for jordskælv. Det er blot en naturvidenskabelig oplevelse, hvor jorden ryster i kort tid, siger hun.
Heller ikke deltagerne i Arctic Circle Race behøver at være bekymrede.
– Jeg har svært ved at forestille mig, at jordskælvet skulle skabe problemer for løbet, siger Tina Larsen.