Jordskælv ved Upernavik

Der blev registreret et mindre jordskælv ved Upernavik fredag formiddag.
Skrevet af Noah Mølgaard
17. september 2012 09:27

Flere mennesker i Upernavik hørte noget, der kan samlignes med en eksplosion inde i jorden fredag formiddag. Nu viser det sig, at der har været et jordskælv ikke langt fra Upernavik.

- Vi kan se på vores data, at der har været et mindre jordskælv med et epicenter tæt på Upernavik fredag ca. 11.16 grønlandsk tid. Jordskælvet er blevet målt til 2,6 på richterskalaen, siger seismolog i de nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, Tine Larsen til KNR.

Flere i Upernavik har mærket det svage jordskælv. Nogle havde troet, at det var containere, der væltede. Og andre havde troet, at de havde mærket sprængningsarbejde.

- Jeg har boet i Upernavik i mange år. Det er første jeg mærker et jordskælv. Det lød som en ekplosion inde i jorden og jeg mærkede skælvet, fortæller Martin Mørch til KNR.

Det er faktisk ikke usædvanligt, der sker jordskælv langs den grønlandske kyst, fortæller Tine Larsen fra GEUS.

Seneste mærkbare jordskælv skete i Qeqertarsuaq i 2005, hvor jordskælvet blev målt til 4,5 på richterskalaen.

Det største jordskælv, der er registreret, skete i Maniitsoq i 2001, hvor jordskælvet blev målt til 4,9 på richterskalaen og kunne også mærkes i Nuuk og Sisimiut.