Jordskælv skabte rystelser som når en lastbil kører forbi

GEUS bekræfter, at der var et jordskælv ved Sisimiut onsdag aften.
- Der kom pludselig en høj rumlende lyd. Men det varede kun i omkring 10 sekunder, siger Arne Mogensen, der bor i Sisimiut. Arkivfoto. Foto © : Bech Salik
17. oktober 2019 18:34

Borgerne i Sisimiut må have bemærket, at det buldrede lige efter aftensmaden onsdag.

Og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, bekræfter, at der var tale om et jordskælv.

Arne Mogensen bor i Sisimiut, og han lagde godt mærke til jordskælvet

- Der kom pludselig en høj rumlende lyd. Men det varede kun i omkring 10 sekunder, siger Arne Mogensen.

Men han hørte kun lyden af det og følte ikke, at jorden skælvede under ham.

- Det lød, enten som om at jorden gned mod sig selv, eller som om der var noget, der faldt sammen. Det blev højere, ligesom når man starter en motor. Det blev højere, og det lød, som om det gradvist blev kraftigere, siger Arne Mogensen.

Lille jordskælv

Forsker ved GEUS Thomas Foss bekræfter, at der var et jordskælv klokken 20 minutter over seks om aftenen, som havde centrum 25 kilometer nord for Sisimiut. Og det er ikke en sjældenhed.

- Det er ikke usædvanligt. Det er rimeligt tit, at der er jordskælv i den del af Grønland. Det er et jordskælv, der målte 2,7 på richterskalaen, så det er meget lille jordskælv, siger Thomas Foss.

Og fordi det var et mindre skælv, hørte Arne Morgensen kun lyden af skælvet.

- Jeg hørte kun den høje lyd. Jeg plejer at kunne føle gulvet ryste ved tidligere jordskælv. Det kunne jeg ikke nu, og væggene rystede heller ikke. Men jeg hørte den høje lyd. Og det kunne man høre meget klart, siger Arne Mogensen.

Som en lastbil

GEUS-geologen fortæller, at det er ikke usædvanligt, at der er rystelser i jorden i området. Og han forklarer, at selv mindre jordskælv er til at føle på. Han sammenligner det med de rystelser, der kommer, når en stor lastbil kører forbi.

- Hvis man sidder i en stol og forholder sig roligt, så kan man nemmere mærke små rystelser. Hvis man er på en vej, og der kører en lastbil forbi, så kan man faktisk også nogle gange mærke, at jorden ryster lidt. Det kan godt nogle gange opleves lidt på samme måde, siger Thomas Foss.