Jordskælv rammer nær millionby i Filippinerne

Et jordskælv med en beregnet styrke på 6,6 har ramt den sydlige del af Filippinerne. Skoleelev meldes dræbt.
I visse område varede rystelserne i op til et minut og forårsagede skader på boliger, etagebygninger og skoler. Foto © : Jaypee Catalan/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. oktober 2019 09:05

Et jordskælv med en beregnet styrke på 6,6 ramte tirsdag øen Mindanao, der ligger i den sydlige del af Filippinerne.

Det oplyser USA's Geologiske Overvågning (USGS).

En 15-årig dreng omkom i byen Magsaysay, da en mur væltede ned over ham i en skolebygning. Andre elever kom også til skade, men overlevede, da de forsøgte at slippe ud af bygningen. Det oplyser en talsmand for bystyret til nyhedsbureauet AFP.

Jordskælvet ramte i en afstand af knap 60 kilometer fra storbyen Davao, der med et indbyggerantal på over 1,6 millioner er den tredjestørste by i Filippinerne.

Skælvet ramte kort efter klokken ni lokal tid ifølge USGS.

Videoer lagt ud på sociale medier viser folk skynde sig ud fra kontorer, skoler og hospitaler i byen Tulunan.

Jordskælvets epicentrum lå omkring 25 kilometer fra byen ifølge myndighederne.

Borgmesteren i Tulunan, Reuel Limbungang, har beordret undervisningen på alle skoler suspenderet, så teknikere kan inspicere bygninger for eventuelle skader, skriver nyhedsbureauet dpa.

I visse område varede rystelserne i op til et minut og forårsagede skader på boliger, etagebygninger og skoler.

- Bygninger ikke bare bevægede sig. De svajede. Jeg bad Gud om hjælp, siger Gadi Sorilla, en læge på hospitalet i Tulunan, til AFP.

Han tilføjer, at kort tid efter skælvet blev omkring ti personer bragt ind på hospitalet med skader.

For knap to uger siden omkom syv personer, da et jordskælv med en beregnet styrke på 6,3 ramte samme del af Filippinerne.

Skælvet udløste jordskred og forårsagede brand i et indkøbscenter.

- Det var et kraftigere jordskælv denne gang, siger borgmester Reuel Limbungang.

I juli i år mistede otte mennesker livet og andre 60 blev kvæstet, da to jordskælv ramte inden for tre timer i et område cirka 700 kilometer nord for hovedstaden Manila.

Filippinerne ligger på den 40.000 kilometer lange såkaldte ildring, som er betegnelsen for det bælte af vulkaner, der ligger rundt langs de asiatiske og amerikanske stillehavskyster.

Langs ringen udløses omkring 90 procent af alle verdens jordskælv. De opstår, når en kontinentalplade bevæger sig ind under en anden.

Det sidste store jordskælv, der ramte Filippinerne, var i oktober 2013. Det havde en beregnet størrelse på 7,1 og dræbte flere end 220 mennesker.