Johnson dropper jagt efter premierministerpost: Havde god chance

Ifølge Boris Johnson havde han nok støtte blandt konservative til at gå efter at lede Storbritannien igen.
- Du kan ikke lede effektivt, medmindre du har et samlet parti i parlamentet bag dig, siger Boris Johnson i erklæringen. Foto © : Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. oktober 2022 08:46

Den tidligere britiske premierminister Boris Johnson siger i en erklæring, at han ikke stiller op i kampen om at blive ny formand for Det Konservative Parti.

Meldingen kommer efter vedvarende spekulationer om, at Boris Johnson ville gå efter at lede Storbritannien igen.

I erklæringen siger Boris Johnson, at han har været "overvældet" over, hvor mange der har opfordret ham til at stå i spidsen for de britiske konservative igen - og dermed også blive premierminister på ny.

- Men i løbet af de seneste dage er jeg desværre kommet frem til den konklusion, at det ikke vil være det rette at gøre.

- Du kan ikke lede effektivt, medmindre du har et samlet parti i parlamentet bag dig, siger Boris Johnson i erklæringen.

Kampen om formandsposten i Storbritannien er i gang, efter at Liz Truss torsdag meddelte sin afgang efter blot 45 dage på posten.

Tidligere søndag meddelte tidligere finansminister Rishi Sunak, at han stiller op. Han regnes som favorit til at overtage posten. Også Penny Mordaunt har meldt sit kandidatur.

Boris Johnson siger i erklæringen, at han har været tiltrukket af muligheden for igen at lede Det Konservative Parti, selv om han i juli måtte trække sig som premierminister i kølvandet på en række skandaler og opsigelser fra ministre i hans regering.

Han mener, at han vil kunne levere en konservativ sejr ved næste valg, som senest skal afholdes i januar 2025, fordi han for mindre end tre år siden sikrede en stor valgsejr.

LÆS OGSÅ Boris Johnson og hans nemesis er favoritter til formandspost

Ifølge Boris Johnson havde han desuden sikret sig opbakning fra mindst 100 konservative parlamentsmedlemmer, hvilket kræves for at være i betragtning til posten.

Offentligt har 57 konservative parlamentsmedlemmer støttet Boris Johnson, og BBC har ikke kunnet bekræfte, at 102 ville støtte Johnson, som han selv hævder i erklæringen.

Ifølge Johnson var der en "rigtig god chance" for, at han kunne have været tilbage på premierministerkontoret i Downing Street 10, London, fredag.

Han siger også, at han har rakt ud til både Sunak og Mordaunt i håb om at finde sammen.

- Vi har desværre ikke været i stand til at finde en måde at gøre det på. Derfor er jeg bange for, at det bedste jeg kan gøre, er ikke at gå videre med mit kandidatur og at give min støtte til vinderen.

- Jeg mener, at jeg har meget at tilbyde, men jeg er bange for, at det simpelthen ikke er det rette tidspunkt, slutter Boris Johnson i erklæringen.

Mandag klokken 15.00 skal alle kandidater have opbakning fra mindst 100 konservative parlamentsmedlemmer, hvis de stadig vil være en del af opgøret.

Hvis det kun lykkes for én, bliver vedkommende valgt som konservativ leder - og dermed den næste premierminister.

Hvis flere får nok støtter, skal partimedlemmerne stemme om kandidaterne.

Foreløbig tyder det på, at kun Sunak har opbakning fra mindst 100 konservative parlamentsmedlemmer. Dermed har han kurs mod posten.