Jess Svane forbliver i borgmesterstolen

Jess Svane rokker sig ikke fra borgmesterstolen i Qaasuitsup Kommunia, selvom han nu er kommet i mindretal.
07. december 2010 13:46

Siumuts hidtidige makker IA svigtede som bekendt kulør under sidste kommunalbestyrelsesmøde og brød koalitionsaftalen ved at stemme for en skattestigning på 1 procent.

Og i går underskrev partiet sammen med Atassut, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat en fremtidig samarbejdsaftale, der lige netop giver oppositionen flertal med 11 pladser i bestyrelsen mod Siumuts 10.

Men borgmesteren, han er glad, påstår han:

- Når jeg læser samarbejdsaftalen, som blev underskrevet i går, kan jeg kun blive glad, da næsten hele aftalen afspejler det som hele kommunalbestyrelsen i enighed har afstukket, siger borgmester Jess Svane.

I henhold til loven om den kommunale styrelse vil Jess Svane også beholde formandsposten i det magtfulde økonomiudvalg, så længe han bliver på borgmestertaburetten.

Men det mener Medlem af kommunalbestyrelsen for IA, Bendt B. Kristiansen ikke begrænser den nye koalitions politiske handlemuligheder:

- Kort sagt: Nej. Vi handler efter styrelsesloven, og der står tydeligt at udvalgsformanden skal handle efter udvalgets beslutning, dvs. flertallets beslutning. Så der er formanden bundet til lovgivningen, siger Bendt B. Kristiansen, der dog sætter sin lid til, at Jess Svane vil makke ret.

- Jeg tvivler på han vil modstride sig beslutningerne. Ellers er der i styrelsesloven bestemmelser om, hvordan man kan handle derudfra. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen kan tiltræde nogle paragraffer og sige at borgmesteren kan tilsidesættes. Men jeg tvivler på, at vi når dertil.

Og Jess Svane har da heller ikke tænkt sig at bringe sig selv i en situation, hvor han kan væltes:

- Hvis man ser på styrelsesloven, så skal borgmesteren sidde i fire år. Og det vil også være tilfældet her, siger Jess Svane.

Han håber nu på, at de politiske enkeltsager vil give sprækker i det nye samarbejde, der så kan fyldes ud med Siumut-indflydelse.

- Når man læser samarbejdsaftalen, så er det ikke et arbejdsprogram. De er hensigtserklæringer. Så må vi se, hvordan de enkelte partier vil forholde sig i de konkrete sager. Jeg ved jo, at de enkelte partier har deres egne mærkesager, siger borgmester Jess Svane.

Svane tiltrådte borgmesterposten i 2008 og kan i henhold til lovgivningen blive siddende indtil næste kommunalvalg i 2012.