Jernmine ved Nuuk tæt på en afgørelse

En mulig jernmine ved Isukasia, tæt ved indlandsisen i bunden af Godthåbsfjorden, vil kunne få enorm indflydelse på Nuuk og omegn.
Skrevet af Karsten Sommer
20. november 2009 05:07

Det kom frem på et orienteringsmøde i ugens løb, da repræsentanter for såvel lønmodtagere som arbejdsgivere samt Selvstyret og kommunen blev orienteret om selskabet London Minings planer om etablering af en jernmine 150 kilometer nordøst for Nuuk. Det skriver Sermitsiaq.

Tidsplanen taler om en etableringsfase i 2012-13 med 1.000-1.200 medarbejdere og en daglig drift fra 2014 med 400-500 medarbejdere.

Der er jernmalm nok til brydning i 70-80 år, hvor lokalsamfundet skal levere arbejdskraft og servicere en lang række opgaver for minen.

London Mining planlægger et åbent brud, et malmoparbejdsningsanlæg, et depot til affaldsmaterialer, et transportsystem til en havn i Qussuk samt et udskibningsanlæg.

Målet for minen er en produktion på fem millioner tons jernmalm om året.

Der foretages nu en række forundersøgelser, og når resultatet af dette foreligger, forventeligt i begyndelsen af 2010, træffer London Mining den endelige beslutning om projektet er realistisk.

I henhold til den nye råstoflov, som bliver vedtaget i næste uge, er det alene Grønlands Selvstyre, som kan give tilladelsen til jernminen i Isukasia.