Jernmine i Godthåbsfjorden vil realiseres

Hvis alt går, som London Mining håber og satser på, vil den omfattende anlægsfase bliver indledt i 2012. Det var, hvad Nuuk-borgerne i går fik at vide ved et borgermøde om jern-projektet.
Skrevet af Mads Fisker
19. november 2010 05:26

I flere år har en jernmine dybt inde i Godthåbsfjorden været på tegnebrættet, og i aftes var borgerne i Nuuk så inviteret til borgermøde for at få en status.

- Konkret vil vi da gerne oplyse om, at vi arbejder videre med projektet, siger tidligere departementschef i Hjemmestyret, Kaj Kleist, der i dag er kommunikationsdirektør i London Mining Greenland.

Efterforskningsselskabet har de seneste år lavet en lang række undersøgelser. Naturligvis har det stået øverst på listen at finde ud af, hvor store mængder jernmalm, der gemmer sig i området 140 kilometer nordøst for Nuuk og dernæst vurdere, hvor god en forretning det vil kunne blive at bryde den. Et såkaldt lønsomheds-studie.

Men særligt det seneste år har selskabet også undersøgt konsekvenserne for miljøet eksempelvis fjorden og rensdyrbestanden samt hensynet til fortidsminder.

Og indtil videre peger alt altså i samme retning; nemlig at minen bliver en realitet. Forudsat naturligvis, at Selvstyret godkender det samlede projekt:

- Både de samfundsøkonomiske, miljømæssige og fortidsminder hensyn med mere skal medtages. Ansøgningerne skal fremsendes, når de egentlige formulerede undersøgelser er færdige i løbet af 2011, siger Kaj Kleist, der ser projektet som enestående i sit omfang.

Og han forudser, at en af de største udfordringer ligger i at overbevise borgerne om, at konsekvenserne for miljøet vil kunne begrænses til et relativt minimum.

- Nu har jeg i mit tidligere arbejde haft meget med både olie- og mineindustrien at gøre, og på nuværende tidspunkt har vi aldrig haft et så stort projekt på programmet; og der vil altid være nogen, som er imod, når vi til næste år kommer med høringer, siger kommunikationsdirektør.

Hvis alt går, som London Mining håber og satser på, vil den opfattende anlægsfase blive indledt i 2012 og fortsætte tre år frem, hvor der blandt andet skal opføres en havn i Qussuk og derfra en hele 103 kilometer lang vej langs fjeldsiderne op til minen i Isukasia. Her vil den første jernmalm efter planen blive brudt i år 2015.

Og London Mining Greenlands ledelse tager i næste uge til Montreal i Canada for at planlægge næste års afsluttende undersøgelser og diskutere, hvordan de nødvendige midler skal rejses.