Jens B: Vi har ingen forhandlinger med Kina

Naalakkersuisoq for Infrastruktur Jens B. Frederiksen afviser at Grønland skulle være på nippet til at indgå milliardaftaler med Kina om investeringer i den grønlandske infrastruktur.
08. juni 2012 14:17

Som KNR fortalte tidligere fredag har Berlingske Business ellers fået oplyst, at kinesiske investorer er parate til at bruge 1,3 milliarder på at udvide lufthavnene i Nuuk og Ilulissat, opføre en ny lufthavn i Qaqortoq og udvide havnen i Nuuk.

Men kan Jens B. Frederiksen bekræfte de oplysninger?

- Næh. Det kan jeg ikke. Vi er overhovedet ikke nået så langt i de forskellige projekter, at vi er klar til at træffe nogen som helst beslutninger, og derfor vil der på nuværende tidspunkt ikke blive indgået aftaler med nogen som helst omkring finansiering. I øvrigt kan jeg sige, at der ikke er nogen dansk minister, der har kompetence til at træffe afgørelser på Grønlands vegne i denne sag.

Det slår naalakkersuisoq for Infrastruktur Jens B. Frederiksen fast.

Berlingske skriver nemlig også, at en aftale om de grønlandske infrastrukturprojekter muligvis kan blive en af de milliardaftaler, som ventes underskrevet i næste uge, når den kinesiske præsident Hu Jintao kommer på officielt besøg i Danmark.

I slutningen af april var en ni mand stor delegation fra Kina, heriblandt ministeren for Jord og Ressourcer, på besøg i Grønland. Men heller ikke da blev der drøftet konkrete projekter, hævder Jens B. Frederiksen:  

- Vi har ikke haft nogen drøftelser med Kina om direkte projekter overhovedet. Jeg har ikke drøftet noget som helst omkring infrastruktur med kinesiske ministre.

Og de 1,3 milliarder kroner, der nævnes i artiklen, er blot den pris, som Transportkommissionen har beregnet, at det vil koste at gennemføre de pågældende ændringer i infrastrukturen.

Men Naalakkersuisut er dog i færd med at bane vej for, at også private investorer kan skyde penge i de i dag 100 procent selvstyrede grønlandske lufthavne.

- Det der sker, og det er jo ikke nogen hemmelighed, er at vi er ved at lave foreberedelser til en omstrukturering af Mittarfeqarfiit. Deri har vi naturligvis undersøgt, hvad der er muligt i forhold til evt. at skaffe ekstern finansiering til forskellige projekter. Men det har ikke noget at gøre med, hvor pengene kommer fra, siger naalakkersuisoq for Infrastruktur

Han tilføjer, at det for ham er underordnet, hvor i verden investorerne kommer fra, så længe de kan leve op til de forretningsmæssige krav, Grønland vil stille.