Jens B: Kritikken har rokket os - ikke lovbrud

Naalakkersuisoq for boliger valgte her til eftermiddag at trække de varslede huslejestigninger i Selvstyrets INI-lejligheder tilbage. Han vil nu finde en anden måde at betale millionregningen for bekæmpelse af det massive problem med skimmelsvamp på.
Skrevet af Jette Andersen
15. december 2011 16:52

- Med den kritik, der har været, også internt fra koalitionen, så synes vi at det er vigtigt, at prøve at finde nogle andre løsningsmodeller.

Det siger Naalakkersuisoq for Boliger, Jens B. Frederiksen, om aflysningen af de varslede huslejestigninger til maj næste år på 500 kroner for en af Selvstyrets lejligheder og 1000 kroner for et af Selvstyrets huse. De penge var beregnede til at indbringe godt 26 millioner kroner over de næste to år.

De penge skal han nu finde et andet sted.

- Nu skal vi ind og kigge på, hvor vi præcist kan finde de penge henne. Om der er steder, hvor vi må spænde livremmen ind eller om vi kan tage pengene direkte fra landskassen.

Varslingen om huslejestigningen har været kritiseret skarpt fra begge sider af Inatsisartut-salen. Blandt andre Siumuts Malik Berthelsen og Hans Aronsen fra IA har stillet spørgsmålstegn ved fremgangsmåden.  

Lovudvalgets formand, Isak Hammond har også kritiseret varslingen og senest var det advokat Lissi Olsen, der tidligere på ugen sagde:

- Det sætter da hele lejeforordningens bestemmelser om beboerdemokrati og indflydelse på huslejen i de enkelte enheder, fuldstændig ud af kraft, sagde Lissi Olsen til KNR.

Jens B. Frederiksen selv siger han ikke er overvældet af kritikken.

- Det havde jeg såmænd nok forventet. Men jeg må indrømme, at jeg synes, at fokus burde være på de mennesker, som bor i skimmelsvampramte boliger og som har et behov for at komme ud af dem, eller få lavet deres boliger, så deres sundhedstilstand bliver bedre.

Han fastholder, at der ikke ville have været tale om lovbrud, hvis stigningerne var blevet gennemført. Men det vigtigste for Naalakkersuisut ikke er at hæve huslejen.

- Det der har været det allervigtigste for os, det er at komme problemet med skimmelsvamp til livs.

Nu ønsker naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen, en debat om huslejeniveauet. Skatte- og velfærdskommissionens anbefaling er nemlig, at der lejen skal være væsentligt højere, end den er i dag, fremhæver han.