Jens B. Frederiksen skal tilse skaderne

Naalakkersuisoq for Infrastruktur, Jens B. Frederiksen, er i dag på vej til Kangerlussuaq, hvor enorme mængder smeltevand i bygdens elv stadig volder problemer.
Skrevet af Mads Ullerup
13. juli 2012 13:13

For selv om vandstanden er faldet omkring en meter, så løber der stadig de samme enorme mængder vand gennem elven. Vandmasserne har bare fordelt sig over et bredere areal, forklarer Fritz Baumann Petersen, der er driftsansvarlig i Qeqqata Kommunia.

- Mellem de to broer er der nu et hul på tyve meter, og syd for broerne har vandstrømmen nu lavet et hul i dæmningen på omkring 30 meter, så vi har i øjeblikket fire gennemløb ved brosystemet i elven, hvor vi tidligere havde to, siger Fritz Baumann Petersen.

Vandmassernes ødelæggelser af en bro og en vej har indtil videre medført, at der ikke længere er adgang til bygdens dump, en restaurant samt en lufthavnsradar på sydsiden af elven.

Der er ifølge Qeqqata Kommunia desuden risiko for, at vand- og elforsyningen til radaren i Kangerlussuaq bliver ødelagt, hvis vandrørsledninger og elmasterne knækker.

Borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen, betragter hændelsen som en naturkatastrofe og har bedt Naalakkersuisoq for infrastruktur, Jens B. Frederiksen om hjælp.

- Det der sker nu, er at jeg tager til Kangerlussuaq i aften og er der hele dagen i morgen, og der har jeg også opfordret borgmester Hermann Berthelsen til at komme til Kangerlussuaq, så vi kan mødes om tingene og tage bestik af situationen, siger Jens B. Frederiksen, der på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse om der skulle være hjælp på vej til Kangerlussuaq fra Selvstyret.

Qeqqata Kommunia har dels bedt om en økonomisk håndsrækning og dels om ekspertise til genopretning af broen over den kraftige elv, der adskiller bygdens nord- og sydside.

Kommunen har desuden bedt Selvstyret om at oprette en styregruppe, der skal finde en mere permanent løsning på problemet.  

Lige nu arbejder Qeqqata Kommunia desuden på en alternativ løsning for affaldshåndteringen i bygden, da kommunens renovationsarbejdere ikke kan komme over til dumpen, der ligger på sydsiden af elven.