Voxpop: – Jeg kan simpelthen ikke acceptere det

Holdningerne blandt borgere i Nuuk er delte i forbindelse med, at Donald Trump har udpeget en særlig udsending til Grønland.
Foto © : KNR / Sikkersoq Rosing Karlsen
22. december 2025 16:00

Guvernøren fra Louisiana, Jeff Landry, er blevet udpeget som særlig udsending til Grønland af USA’s præsident Donald Trump. Det skrev Trump selv natten til mandag på sit sociale medie Truth Social.

Donald Trump har flere gange udtalt, at USA burde overtage Grønland af hensyn til sikkerhedspolitiske forhold.

Derfor har KNR spurgt nogle borgere i Nuuk om deres holdning.

Sara Lyberth Foto © : KNR / Sikkersoq Rosing Karlsen

Donald Trump annoncerede natten til mandag, at han har udpeget en særlig udsending til Grønland. Hvad synes du om det?

– Jeg kan simpelthen ikke acceptere det. De har ikke spurgt os, om det overhovedet er muligt. Det er fuldstændig respektløst, og det kan jeg ikke acceptere, siger Sara Lyberth.

Hvorfor?

– Vi grønlændere har vores egen mening som folk, og bare fordi man er rig, betyder det ikke, at man kan gøre, hvad man vil. Det kan man ikke. De skal respektere os, siger hun.

Hvad synes du om, at Donald Trump igen siger, at USA bør overtage Grønland af hensyn til sikkerheden?

– Jeg ved naturligvis, at Danmark og Europa styrker deres samarbejde, og jeg foretrækker at være en del af det i stedet for at være en del af USA.

Trump har flere gange udtalt sig om vores land – hvordan føles det, at han siger disse ord lige før jul?

– Jeg tager det ikke særligt tungt. Det virker, som om hans evne til at tænke er begrænset – det er min opfattelse. Han kan ikke tænke dybere, og han respekterer slet ikke folk, der udvikler sig i deres eget land, siger hun.

Kim Jakobsen tænker - modsat Sara Lyberth - ikke så meget over Trumps udtalelser, for ham er fokus på jul.

Kim Jakobsen Foto © : KNR / Sikkersoq Rosing Karlsen

Donald Trump annoncerede natten til mandag, at han har udpeget en særlig udsending til Grønland. Hvad synes du om det?

– Jeg tænker ikke så voldsomt meget over det. Men hvis jeg skal tænke over, hvad det kan betyde for fremtiden, så handler det måske mere om “penge” og investeringer fra Trumps side. Jeg kan håbe på, at der på en eller anden måde bliver gjort noget, som kan gavne vores land, siger han.

Hvad synes du om, at Donald Trump igen siger, at USA bør overtage Grønland af hensyn til sikkerheden?

– Vores land burde jo være selvstændigt. Vi er ikke en handelsvare. Vi er også et land og et folk med følelser, og vi skal ikke kastes rundt som en bold. Derfor bryder jeg mig ikke om det.

Trump har flere gange udtalt sig om vores land – hvordan føles det, at han siger disse ord lige før jul?

– Det påvirkede mig ikke følelsesmæssigt, fordi mit fokus naturligvis var på at holde jul med min familie. Det, der sker uden for landet eller omkring mig, påvirker mig ikke så meget. Derfor gjorde det mig ikke særligt oprørt – jeg skulle jo være sammen med dem, jeg holder af, siger Kim Jakobsen.

Dorthe Berthelsen-Kristensen er lidt bekymret, for hvad det egentlig er, Trump vil.

Dorthe Berthelsen-Kristensen Foto © : KNR / Sikkersoq Rosing Karlsen

Donald Trump annoncerede natten til mandag, at han har udpeget en særlig udsending til Grønland. Hvad synes du om det?

– Jeg læste nyheder i morges, lige da jeg var vågnet, så tænkte jeg, at han bliver ved, og nu har han ansat (en mand red.). Jeg studsede over, at han bare bliver ved, siger hun

Hvorfor?

– Fordi det efter de tidligere hændelser nu er nået dertil, hvor han faktisk har udpeget nogen, som skal udtale sig om Grønland eller have et ansvar i den forbindelse.

Hvad synes du om, at Donald Trump igen siger, at USA bør overtage Grønland af hensyn til sikkerheden?

– Først og fremmest kan jeg blive bekymret. Vi grønlændere har vores egen kultur, men vi er ikke selvstændige endnu. Jeg føler, at han på en måde forsøger at udnytte, at vi ikke er fuldt selvstændige og presser sig ind ad en sprække. Det bekymrer mig, siger hun.

Trump har flere gange udtalt sig om vores land – hvordan føles det, at han siger disse ord lige før jul?

– Det giver anledning til mange tanker: hvad er det egentlig, han vil opnå? Om der mon er noget, der skal ske inden årets udgang eller i starten af det nye år – hvad er det, han har i tankerne?

Klaus Frederiksen mener, at FN bør træde til.

Klaus Frederiksen Foto © : KNR / Sikkersoq Rosing Karlsen

Donald Trump annoncerede natten til mandag, at han har udpeget en særlig udsending til Grønland. Hvad synes du om det?

– Vi ved, at han handler og udtaler sig på en ekstremt pinlig måde. Men uanset hvordan man vender og drejer det, bør Pituffik nævnes. Hvorfor kan han bare true os på den måde uden modstand? Aftalerne om Pituffik burde tages op til fornyet overvejelse.

Hvorfor?

– Jeg vil ikke undskylde at bruge ordet, men en person, der opfører sig så vanvittigt, kan ikke vurderes mildere.

Hvad synes du om, at Donald Trump igen siger, at USA bør overtage Grønland af hensyn til sikkerheden?

– Jeg mener, at hele verdenssamfundet – herunder FN – burde træde frem og sige klart, at den slags ikke kan lade sig gøre.

Trump har flere gange udtalt sig om vores land – hvordan føles det, at han siger disse ord lige før jul?

– For mig handler det ikke om, at det var op til jul. Jeg tror, at hele verden efterhånden har forstået, hvordan hans tankegang er, siger han.