Japansk sælger tildelt Nersornaat i sølv

Formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen har onsdag tildelt Nersornaat i sølv til japaneren Takaaki Shimoda ved en højtidelighed hos Royal Greenland i Nuuk.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Laura Aggernæs
12. februar 2015 07:23

Det skriver Inatsisartut i en pressemeddelelse.


Formandskabet for Inatsisartut begrunder valget med Shimodas mangeårige engagement for at fremme og udvikle samhandlen og handelsrelationerne mellem Grønland og Japan på fiskeriområdet.


- I 1988 etablerede Royal Greenland et salgsselskab i Japan. Alle årene under din ledelse og takket være dig og din innovative og ihærdige indsats, er selskabet i dag et datterselskab og det selskab, der bidrager mest til Royal Greenlands overskud per kilo solgte vare, sagde Lars-Emil Johansen blandt andet under sin tale til Takaaki Shimoda.


 - Du har som en af de få japanske sælgere introduceret den grønlandske hellefisk på det japanske marked. Sidenhen har du også introduceret koldtvandsrejer, snekrabber, rødfisk og senest stenbiderrog. Det er lykkes så godt, at du Shimodo har præsteret at øge datterselskabets omsætning til over en halv milliard kroner, sagde Lars-Emil Johansen.