Japan opruster raketforsvar mod Nordkorea

Japans militær planlægger en omfattende oprustning af landets raketforsvar på baggrund af Nordkoreas atomprogram.
Foto © : Herman Van Rompuy/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
31. august 2018 10:08

Premierminister Shinzo Abes regering har i denne måned besluttet at øge forsvarsbudgettet, som nu er vokset flere år i træk.

Forsvarsministeriets udspil viser, at de militære udgifter øges med 2,1 procent til omkring 305 milliarder kroner.

Den største satsning i oprustningen gælder landets raketforsvar. Der er afsat omkring 14 milliarder kroner til to store radarsystemer.

Budgetudspillet, der nu skal til behandling i parlamentet, kan stadig blive ændret i finansministeriet, som er under pres for at bruge flere penge på velfærd.

Oprustningen sker blandt andet fordi Japans opfatter Nordkorea som en meget alvorlig trussel mod landet.

((Japan er også skeptisk over for Kina, som af flere lande i regionen bliver opfattet som stadigt mere aggressiv i forhold til forskellige territoriale krav.

Kina øgede i marts dets forsvarsbudget med 8,1 procent i forhold til 2017 i forbindelse med moderniseringer af verdens største militærapparat.))

I et historisk skifte under premierminister Shinzo Abe ophævede Japans regering i 2014 et forbud mod at anvende landets militær i andre situationer end rent selvforsvar.

Det er et forbud, der blev indført efter Anden Verdenskrig.