Jakob Larsen fortsætter med håndbolden

Jakob Larsen har skrevet kontrakt med Faaborg HK.
03. februar 2010 11:36

Landsholdsspiller Jakob Larsen kommer alligevel til at fortsætte med at spille i toppen af dansk håndbold. Han har skrevet under på en kontrakt med Faaborg HK om at spille i 1. division frem til sommer, oplyser TV2 Fyn.

Jakob Larsen havde ellers luftet tanker om at genoptage sine studier, efter at hans tidligere klub GOG Svendborg gik konkurs. Men nu har han altså skrevet under på en ny kontrakt.

Faaborg HK har samtidig skrevet kontrakt med den danske landsholdsspiller Kasper Nielsen. Til sammen er der sportsligt set tale om en væsentlig investering for klubben, vurderer TV2/Sportens håndboldekspert Bent Nyegaard:

- Sportsligt tager Faaborg HK et kæmpe skridt. Og med Kasper Nielsen og Jakob Larsen får klubben et stærkt, centralt forsvar. Man har reelt sikret sig oprykning med tilføjelsen af de to spillere, siger han til TV2/FYN.