Jagtbetjent: Motorstøj skræmmer moskus længere væk

Flere og flere tager på moskusjagt i motorkøretøjer ved Kangerlussuaq. Det foregår typisk enten med snescooter, firhjulere eller på de såkaldte ATV'er.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
16. juli 2015 05:12

En af konsekvenserne er, at moskusokserne bliver skræmt af motorlyden og derfor trækker sig længere og længere væk fra de normale områder nord for Kangerlussuaq, forklarer Hans Mølgaard, der er jagtbetjent i Sisimiut.

- De sidste 10 år har der været meget trafik i landskabet med motoriserede køretøjer. Og i den tid er dyrene gået langt ind og det er uden tvivl på grund af motortrafikken, siger Hans Mølgaard.

Det er ulovligt at bruge ATV'er til direkte jagtredskab men man må gerne bruge køretøjerne som transportmiddel til og fra jagten.

Men når larmen fra køretøjerne skræmmer dyrene væk fra det traditionelle jagtområde, flygter de så langt væk, at det bliver svært at nå med hundeslæde, påpeger jagtbetjenten.

- Dyrene bliver meget forstyrrede, og de flygter til ingenmandsland. Om vinteren er der kun seks timers lys om dagen og det er svært at nå derind med hundeslæde på seks timer, forklarer Hans Mølgaard.