Ja til stærk spiritus i Qaanaaq

Et klart flertal i Grønlands nordligste bosteder har stemt ja til genåbning af salg af stærk spiritus. Der er dog kun tale om en vejledende afstemning.
Skrevet af Noah Mølgaard
30. januar 2013 08:58

147 har stemt ja til genåbning for salg af stærk spiritus i Qaanaaq området, mens 94 er imod.

Det er resultatet af den vejledende afstemning i går, som blev gennemført i Qaanaaq og i bygderne i området.

Afstemningsresultaterne viser at et klart flertal i Qaanaaq støtter genåbning. Men tallene viser noget andet i bygderne Savissivik, Siorapaluk og Qeqertaq. Der er et spinkelt flertal imod genåbning for salg af stærk spiritus. 22 er imod genåbning i bygderne, mens 18 støtter genåbning, oplyser Masaana Petersen fra Qaasuitsup Kommunia's service center i Qaanaaq til KNR.

Der er dog kun tale om en vejledende afstemning, hvor deltagerne i afstemningen havde mulighed for at begrunde deres svar. Svarende bliver nu samlet og sendt videre til Qaasuitsup Kommunia, hvor socialudvalget får til opgave at fremlægge sagen i kommunalbestyrelsen i marts.