Ivalo & Minik Fonden har netop uddelt legater

Der er mange, der har ansøgt, og nu har Ivalo & Minik Fonden bestemt sig for, hvem de skal dele deres årlige støttebeløb ud til.
Minik Rosing
Foto © : Minik Rosing
04. april 2014 10:21

Denne gang er over en kvart million kroner gået til tre ambitiøse studerende, Aviâja Egede Lynge, Qupanuk Egede og Monika Paulli Andersen.

Aviâja Egede Lynge skal bruge pengene til at gennemføre en menneskerettighedsuddannelse på det fine Columbia University i New York. De to andre skal til Australien, Qupanuk Egede skal videreuddanne sig til mineingeniør i det kæmpe mineland, mens Monika Paulli Andersen får penge til at læse et semester i Sydney.

LÆS OGSÅ: Ivalo & Minik Fonden søger legatmodtagere

Ivalo & Minikfonden uddeler legater til grønlændere, der ønsker at tage en international videregående uddannelse eller et internationalt praktikophold. Pengene i fonden kommer fra NunaFonden, Royal Greenland, Royal Arctic Line og Grønlandsbankens Erhvervsfond.

Minik Rosing, der er formand for Ivalo & Minik Fondens bestyrelse, ønsker modtagerne tillykke og held og lykke med studierne.