BILLEDER Iværksætters rejekugler fik royal debut

Det lille nystartede firma Greenland Food har fået en flyvende start med kongehuset som allerførste kunde.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
23. september 2015 05:20

Iværksætterfirmaet med grønlandske rødder producerer sin helt egen variant af forårsruller med rejefyld under navnet "Gong Gu".

Rejekuglerne blev præsenteret som gratis smagsprøver under den århusianske Foodfest-messe forrige weekend, og en af dem, der satte tænderne i, var prins Henrik.

Og prinsgemalen nød tilsyneladende smagen af de panerede rejekugler, for tre dage efter kom en ordre på 300 kugler til en reception for 40 gæster på kongeskibet Dannebrog.

Bag iværksætterfirmaet står Allan Chemnitz fra Nuuk og hans thailandskfødte hustru, Pakamas, der har allieret sig med en kok som har hjulpet med at finde den rette opskrift på paneringen.

Parret flyttede fra Nuuk til Korsør sidste år og oprettede Greenland Food for at kunne levere grønlandske råvarer i Danmark til restauranter, butikker og private.

Udover fyld af grønlandske rejer, bliver kuglerne også lavet med græskar. Og fremover måske også torsk og grønlandske snekrabber.