Italiensk foto-kunst i Katuaq

'Den sande følelse af ø' - det er hvad den syditalienske kunstner Savina Tarsitano mener om Grønland. Fra den 4. til 23. februar kan du opleve hendes fotografier i kulturhuset Katuaq i Nuuk.
01. februar 2010 06:10

Den 39-årige kunster er født og opvokset i Italien og har flere univeristetsgrader inden for blandt andet jura og statskundskab. Hendes liv tog en dramatisk drejning i 2003, da en voldsom ulykke næsten lammede hende totalt. Siden har det kunstneriske arbejde været hendes primære beskræftigelse.

Udstillingen i Katuaq er resulatet af hendes projekt 'The Island you want'. Savina har i forbindelse med projektet besøgt en række øer i søgen efter den sande følelse af ø, som hun endelig fandt i Grønland.

- Grønland er ikke bare verdens største ø, men befolkningen er også spredt ud på mindre øer i landet, og den lille befolkningsgruppe er samtidig på vej til at løsrive sig fra Danmark, siger Savina Tarsitano på Katuaqs hjemmeside.

Det er blot fem år siden, hun begyndte at udstille sine værker, og siden er det blevet til 18 solo og ni fælles-udstillinger over hele verden.