Italiens Meloni udelukker amerikansk angreb i Grønland
Giorgia Meloni, Italiens premierminister, tror ikke, at USA kan finde på at bruge militær magt for at overtage Grønland.
Det siger hun fredag ifølge Reuters på et pressemøde, der afholdes i anledningen af det nye år.
Meloni advarer om, at et amerikansk angreb på Grønland ville have alvorlige konsekvenser for forsvarsalliancen Nato.
Samtidig tilføjer hun, at det er nødvendigt, at Nato har en "seriøs og betydelig" tilstedeværelse i Arktis - herunder i Grønland.
Meloni var en af de stats- og regeringschefer, der tirsdag stillede sig bag en udtalelse om, at ingen andre end Danmark og Grønland har ret til at træffe beslutninger om Grønlands fremtid.
Udtalelsen kom, efter at USA's præsident, Donald Trump, endnu engang havde sagt, at USA har brug for Grønland af hensyn til national sikkerhed.
Han har ikke villet afvise muligheden for at bruge militær magt til at få kontrol over landet.
/ritzau/