Italienere hjælper grønlandske børn

I København er en italiensk-dansk venskabsforening i dag ved at samle penge ind til grønlandske børn.
05. december 2009 12:34

Ifølge foreningens formand, italieneren Gino Rocca, bor der mange italienere i Danmark, som gerne vil give en hånd til Grønland.

- Vi har derfor skabt en social bevidst julefrokost for at støtte grønlandske børn og derigennem få noget at vide om et land, som vi som sydlændinge ikke har så meget kendskab til, siger Gino Rocca, der har boet i Danmark i ti år.

Dagen byder blandt andet på foredrag af Dorrit Hermann fra organisationen Red Barnet, der fortæller om udsatte børn i Grønland, og så er der musik med både italienske og grønlandske kunstnere.

Foreningen Serate Italianes formål er at skabe forståelse mellem Italien og Rigsfællesskabet.