Isukasia kan give milliard gevinst

Den første stormine i Grønland - London Minings planlagte jernmine ved Isukasia i Nuup Kangerlua - vil give en milliardgevinst til både Grønland og Danmark, viser en beregning fra selskabet bag projektet. Det skriver Berlingske Business.
23. august 2012 06:21

I denne uge har mineselskabet ført forhandlinger med kinesiske banker om finansiering af  mineprojektet og forventer at kunne give grønt lys inden for få måneder.

Minen vil ifølge beregninger, som Berlingske har set, give 32 milliarder kroner i skatter og afgifter over 15 år. Heraf vil godt 15 milliarder kroner gå til Danmark i form af reduktioner i bloktilskuddet, der udgør 3,4 milliarder kroner årligt. Indtægterne fra minen vil altså i snit reducere bloktilskuddet med én milliard kroner hvert år.

Men udsigten til minemilliarderne åbner på ny for en ømtålelig diskussion om, hvordan pengene skal fordeles.

Ifølge de gældende aftaler vil Danmark ikke modtage flere penge, end hvad der dækker bloktilskuddet. Skal Danmark have en større andel, kræver det nye forhandlinger.

Tidligere udenrigsminister, den konservative Per Stig Møller vil tage fordelingsspørgsmålet op, når Folketingets Grønlandsudvalg besøger Grønland i september.

- Forhandlingerne bliver den ultimative test af Rigsfællesskabet. Grønland kan jo bare sige farvel og tak og gå ud af Rigsfællesskabet, hvis man synes, vi er urimelige, siger han til Berlingske Business.

Samtidig bebuder Dansk Folkepartis Søren Espersen en forespørgselsdebat og opfordrer statsminister Helle Thorning-Schmidt til at tage selvstyreloven og råstofloven op til revision.