Israel gennemgår al-Shifa-hospitalet med tættekam

Over et døgn efter at Israel gik ind i hospital, er militæraktion fortsat i gang.
Israel trængte onsdag ind i hospitalet. Samme dag hævdede Israels militær, at soldater havde fundet et Hamas-kommandocenter i hospitalet. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. november 2023 14:33

Israelske soldater fortsætter torsdag en gennemsøgning af alle bygninger og etager på al-Shifa-hospitalet - Gazas største hospital.

Det siger en israelsk militærembedsmand, som afviser at stå frem med navn, over en dag efter at Israel gik ind i hospitalet.

- Operationen er formet af vores forståelse, som er, at der er skjult terroristinfrastruktur i komplekset, siger personen.

Den palæstinensiske bevægelse Hamas har afvist, at den bruger hospitaler til militære formål.

Den israelske offensiv i og omkring hospitalet har ført til stor international bekymring på grund af meldinger om dødsfald og en kritisk situation for civile.

Israel trængte onsdag ind i hospitalet.

Samme dag hævdede Israels militær, at soldater havde fundet et Hamas-kommandocenter i hospitalet.

Det er svært for internationale medier at efterprøve de israelske påstande.

Israel har tidligere sagt, at der under hospitalet er et omfattende netværk af tunneler og kontrolrum, som Hamas driver.

Der er ikke umiddelbart blevet givet bevis for, at der er et netværk af den karakter, som Israel har hævdet, at der findes under hospitalet.

Torsdag aften oplyser Israels militær, at det har fundet en tunnel og et køretøj med våben på hospitalet.

- I al-Shifa-hospitalet fandt soldater fra Israels hær en operativ tunnelskakt og et køretøj med et stort antal våben, lyder det i en udtalelse fra militæret.

Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium har sagt, at israelske soldater har fjernet lig fra hospitalsområdet og ødelagt parkerede biler. Patienter og ansatte får ikke mulighed for at komme væk, melder ministeriet.

Talsmand for ministeriet Ashraf Al-Qidra siger, at der hverken er vand, mad eller modermælkserstatning i hospitalet. Der menes at befinde sig 650 patienter på hospitalet og omkring 7000 mennesker, som er blevet fordrevet i løbet af flere uger med israelske angreb.