Islandske bankchefer arresteret

To tidligere chefer for den krakkede islandske bank Kaupthing er blevet anholdt i Reykjavik. Begge mistænkes for at have begået økonomisk kriminalitet.
Foto © : Johannes Jansson
Skrevet af Karsten Sommer
12. maj 2010 06:33

De to topchefer blev anholdt sent mandag, da de ankom til Reykjavik med fly fra Luxemburg, hvor begge bor.

Samtidig har Interpol udsendt en international arrestordre på Kaupthings tidligere bestyrelsesformand Sigurdur Einarsson. Han er eftersøgt for bedrageri og svindel i Island, men bor i London.

Sidste torsdag blev to andre af Kaupthings tidligere topchefer ligeledes anholdt.

Anklager Olafur Hauksson siger, at de anholdte bankchefer tilbageholdes på grund af anklager om "økonomisk kriminalitet" og "ulovlig værdipapirhandel, markedsmanipulation og brud på børslovgivning".

Islands tre største banker Kaupthing, Landsbanki og Glitnir kollapsede i 2008 og blev siden overtaget af den islandske stat.